Chefen for Ferraris Formel 1-team, Stefano Domenicali, har med øjeblikkelig virkning fratrådt sin stilling i kølvandet på teamets skuffende sæsonstart.
- Ferrari har noteret sig Stefano Domenicalis opsigelse, og vi takker ham for at have tjent firmaet i 23 år, lyder det en officiel meddelelse.
- Der er bestemte øjeblikke i vores professionelle liv, hvor man bliver nødt til at have modet til at tage svære og meget smertefulde beslutninger, siger Domenicali i meddelelsen.
Italieneren har været teamchef for Ferrari siden 2008, og han har altså påtaget sig ansvaret for den ringe pointhøst i sæsonens tre første grandprixer, hvor kørerne Fernando Alonso og Kimi Räikkönen endnu ikke har præsteret en top-tre-placering.
Spanske Alonso ligger på en samlet fjerdeplads, mens Kimi Raikkonen ligger på en - for Ferrari uhørt - 12.-plads.
Marco Mattiacci overtager rollen som teamchef hos Ferrari.
/ritzau/