Sidste år røg Manchester United på nærmest chokerende vis ud af Champions League allerede efter gruppespillet.
Det kommer ikke til at ske i år, vurderer manager Alex Ferguson før onsdagens første gruppekamp hjemme mod tyrkiske Galatasaray.
- Hvis vi ikke kommer videre, vil vi med rette blive kritiseret. Vi har fået vores advarsel, og jeg forudser, at vi ikke ryger ud denne gang, siger manageren ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Manchester United vandt senest Champions League i 2008, og holdet tabte i både 2009 og 2011 finalen, begge gange til FC Barcelona.
- Vi har haft muligheder i turneringen. Vi tabte to finaler til Barcelona og vandt to gange inden for et årti (i 1999 og 2008), men vi ønsker at gøre det bedre. Vi kommer til at gøre det bedre end sidste år, det er der ingen tvivl om, siger Alex Ferguson.
Manchester United er foruden Galatasaray i gruppe med Braga fra Portugal og rumænske Cluj.
Det ligner umiddelbart en sikker billet til ottendedelsfinalerne for det engelske storhold.
/ritzau/