Manchester United og Liverpool er arvefjender i engelsk fodbold, og klubbernes fans hader hinanden.
Men når de to Premier League-mandskaber mødes på søndag i Liverpool, har United-manager Alex Ferguson en bøn til fansene om at vise respekt.
Det er første gang, de to hold tørner sammen, siden en uafhængig rapport for 10 dage siden viste, at Liverpools tilhængere var uden skyld i Hillsborough-tragedien i 1989, hvor 96 Liverpool-fans mistede livet.
En kulegravning viste, at det ikke - som det tidligere har været fremme - var Liverpool-tilhængernes egen skyld, at tribunen på Hillsborough styrtede sammen, og at politiet begik fejl i den efterfølgende efterforskning.
- For blot 10 dage siden hørte vi den forfærdelige sandhed om de 96 omkomne fans, som var taget af sted for at se deres hold forsøge at spille sig i FA Cup-finalen og aldrig kom tilbage.
- Hvad der skete med dem bør vække samvittigheden hos alle, der er forbundet med kampen, skriver Ferguson i et brev til United-fansene på klubbens egen hjemmeside.
Og Ferguson fortsætter bønnen om at lægge hadet til side op til og under kampen:
- Vores fantastiske klub står sammen med vores gode naboer Liverpool i at mindes deres tab og yde støtte til deres kampagne for retfærdighed. Jeg ved, jeg kan regne med jer.
/ritzau/