Et nyt coronavirus er - måske - kommet til Danmark. Det nye coronavirus tilhører samme virusgruppe som Sars-virus.
Tirsdag er fem patienter blevet indlagt på Odense Universitetshospital (OUH), hvor de er under nærmere observation for symptomer på smitte med det nye virus.
Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsstyrelsen (SST) sendte tidligere på ugen en anbefaling ud til rejsende i Qatar og Saudi Arabien, som efter hjemkomsten har oplevet feber og hoste, andenød og vejrtrækningsbesvær.
Anbefalingen kom efter, at man havde opdaget to bekræftede - og et tredje muligt - tilfælde af et coronavirus i de to lande.
Der findes forskellige typer coronavirus, som normalt giver almindelig forkølelse, hoste og snot, men sjældent også kan medføre mere alvorlige infektioner i luftvejene.
/ritzau/