Fem unge mænd fra en svensk bande findes torsdag skyldige i at have dræbt to andre fra en rivaliserende bande på en parkeringsplads i Herlev 2019.
Østre Landsret stadfæster dermed en afgørelse, som Retten i Glostrup sidste år kom frem til.
Det ene offer blev ramt af 19 skud, mens den anden blev ramt af et enkelt skud i låret og døde af forblødning.
Også en tredje mand blev der skudt efter, da han i Sennepshaven i Herlev løb væk fra angriberne, som brugte såvel en automatriffel som en pistol. Forbrydelsen skete sidst på eftermiddagen 25. juni.
Afgørelsen kommer på et tidspunkt, hvor man i Sverige debatterer en uhyggelig vækst i skuddrab. Sverige ligger i toppen i en undersøgelse af skuddrab i 22 europæiske lande.
Netop bølgen af skuddrab fik indflydelse på det generelle antal dræbte i Sverige sidste år. 124 mistede livet, hvilket er tre gange så mange som i Danmark.
For godt en uge siden blev en politibetjent skudt og dræbt i Göteborg.
Ofrene i Herlev havde forbindelse til gruppen Shottaz. De dømte har tilknytning til banden Dødspatruljen. Begge bander har hjemsted i Rinkeby, som er en forstad til Stockholm.
I byretten fortalte en søster til en af de dræbte, at han ufrivilligt var blevet en del af konflikten. Efter løsladelse fra en fængselsstraf var han blevet tvunget til at vælge side, fortalte hun.
Tre juridiske dommere og otte nævninger slår fast, at den såkaldte bandeparagraf kan bruges i sagen. Det indebærer mulighed for at fordoble straffen. En enkelt nævning har en anden opfattelse.
Østre Landsret skal torsdag eftermiddag høre indlæg fra anklageren og fra forsvarerne om straffens længde.
Ved byrettens dom blev tre idømt fængsel på livstid. De to sidste fik fængsel i 20 år. Det skyldes, at de var under 18 år på gerningstidspunktet. De gik i gymnasiet.
Senioranklager Steen Saabye opfordrer landsretten til at fastsætte de samme sanktioner. De fem, der er svenske statsborgere, er alle indforstået med at blive udvist.
Deres forsvarere beder om en mildere straf. Dommen afsiges fredag formiddag.
/ritzau/