Federer og Murray videre på forskellig vis

Roger Federer vandt i tre sæt, mens Andy Murray måtte bruge fire hårde sæt for at avancere ved US Open.

De mødte begge spansk modstand, men det var nemmere for Roger Federer at spille sig i 1/8-finalen ved grand slam-turneringen US Open end for Andy Murray.

Verdensetteren Federer vandt uden de store problemer 6-3, 6-4, 6-4 over 25.-seedede Fernando Verdasco, og schweizeren med de rekordmange grand slam-triumfer - 17 - møder nu enten amerikaneren Mardy Fish eller franske Gilles Simon.

Andy Murray, der tidligere på sommeren vandt OL-guld ved legene i London, kan fortsat drømme om sin første grand slam-titel, men 30.-seedede Feliciano López var tæt på at sende skotten hjem fra New York allerede i turneringens første uge.

Tredjeseedede Murray vandt med 3-1 i sæt, og skottens tre sæt blev vundet i tiebreak. Sejrscifrene lød på 7-6, 7-6, 4-6, 7-6.

Hjemmebanefavoritten James Blake eller den hårdtservende canadier Milos Raonic, som er seedet 15, er Murrays næste modstander.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.