Det bliver ikke tre på stribe for Roger Federer i Australien Open.
Verdens bedste tennisspiller blev fredag sendt ud i mørket i semifinalen i Melbourne af serberen Novak Djokovic.
7-5, 6-3 og 7-6 lød sejrscifrene i Djokovics favør efter en kamp, hvor Federer aldrig fik spillet til at fungere optimalt. Især på de vigtige point var den 20-årige Djokovic en klasse over Federer, der blandt andet smed to sætbolde væk i tredje sæt.
Møder fransk sensation i finale
Roger Federer, der har vundet i Melbourne i 2004, 2006 og 2007 var topseedet, mens Novak Djokovic var seedet som nummer tre. Serberen, der er kendt for at imitere de andre stjernespillere, har aldrig tidligere været så langt i Melbourne. Hans bedste resultat kom i hus sidste år, hvor han nåede fjerde runde.
I finalen skal Djokovic op mod turneringens helt store overraskelse, den useede franskmand Jo-Wilfried Tsonga, der i sin semifinale slog andenseede Rafael Nadal.