Det schweiziske tennisikon Roger Federer vandt ubesværet, da han første gang befandt sig i en betydende kamp efter triumfen i Australian Open i januar, hvor han finalebesejrede Rafael Nadal i en maratonforestilling.
Efter en turneringspause på fire uger åbnede Federer mandag ATP-turneringen i Dubai med en sejr på 6-1, 6-3 over franske Benoît Paire, der rangerer som nummer 39 i verden.
Federer, der selv er nummer ti på verdensranglisten, brød første gang til stillingen 3-1 og spadserede sig derefter til sætsejren på 6-1 på under en halv time.
I andet sæt fulgte Paire med til 2-2, inden Federer brød rent til 3-2. Derfra var der aldrig spænding om udfaldet. Federer sikrede sig sejren endeligt med endnu et servegennembrud til 6-3.
I anden runde skal Federer møde en russer. Spørgsmålet er blot, om det bliver Mikhail Youzhny eller Evgeny Donskoy. De to landsmænd spiller deres kamp i første runde tirsdag.
Federer er tredjeseedet i turneringen og befinder sig i samme lodtrækningshalvdel som den skotske verdensetter, Andy Murray. De står til at møde hinanden i en eventuel semifinale.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.