FC Nordsjælland har torsdag valgt at styrke truppen med den rutinerede norske midtstopper Ragnvald Soma til de mange kampe, der venter i efteråret i Superligaen, pokalturneringen og Champions League.
32-årige Soma, der senest har optrådt for Rapid Wien, har dog ikke tilladelse til at spille kampene i Champions League.
- Vi går ind i et relativt tæt program i efteråret og har søgt at tilføre truppen en ekstra midtstopper, der kan gå direkte ind i truppen og bidrage med kvalitet og professionalisme på og uden for banen, siger sportsdirektør Jan Laursen i en pressemeddelelse.
- Vi kender Soma i forvejen, og da muligheden opstod for at tilknytte ham, slog vi til. Det er glædeligt, at alle formaliter nu er faldet på plads, så vi kan benytte Soma allerede i lørdagens kamp mod Randers FC, hvis trænerteamet skulle ønske det.
Træner Kasper Hjulmand fortæller, at den rutinerede nordmand er i form til at træde direkte ind på holdet.
- Soma er en dygtig forsvarsspiller, der bidrager positivt til truppen både på og uden for banen. Han er god i sin omgang med bolden, og han passer godt ind i vores måde at spille fodbold, samtidig med at han medbringer en masse rutine, siger Hjulmand.
Aftalen med Ragnvald Soma, der blandt andet har optrådt for West Ham og Viking Stavanger, løber frem til nytår.
/ritzau/