Med en 2-1-sejr på udebane over PFC Ludogorets torsdag aften i Europa League har FC København sendt sig selv godt på vej mod turneringens ottendedelsfinale.
Resultatet betyder, at bulgarerne skal score to gange i returkampen på torsdag i Telia Parken. Og da FCK ikke har lukket et eneste mål ind på hjemmebane i Europa denne sæson, bliver det svært.
- Vi har et super udgangspunkt, siger kantspilleren Rasmus Falk efter torsdagens sejr i Sofia.
- Vi havde solgt den for 2-1, inden vi tog herned. Det giver os et godt udgangspunkt, men vi kunne også se, at de har nogle spillere, som har noget klasse.
- Så vi skal stadigvæk være 100 procent klar, når vi spiller returkamp i Parken, siger Rasmus Falk.
Han var involveret i begge københavnernes mål. I kampens andet minut fremtvang han det hjørnespark, som FCK bragte sig i front på. I anden halvleg lagde han op til Youssef Toutouhs 2-0-mål.
- Jeg er rigtig glad for min præstation, siger Rasmus Falk.
På den centrale midtbane fik serberen Uros Matic sin officielle FCK-debut og leverede en hæderlig indsats.
Han regner også med, at FCK stadig spiller i Europa efter næste uges returkamp.
- Det var et virkelig godt resultat, og jeg tror ikke, at mange havde forventet, at vi ville score to mål på udebane.
- Det er en virkelig god måde at åbne sæsonen på, og jeg tror, at vi er godt på vej mod næste runde i Europa League, siger Uros Matic og uddyber kort om sin egen præstation:
- Jeg prøvede at kæmpe for holdet, og det var let at falde til med de gode spillere. Jeg har kun været her i en måned, og det bliver kun bedre kamp for kamp, siger han.
Hvis FCK går videre til ottendedelsfinalerne i Europa League, vil det være første gang i klubbens historie, at det lykkes at komme så langt i turneringen.
/ritzau/