FC Københavns træner Ariël Jacobs var stærkt utilfreds med sit hold efter de første 45 minutter og mere til. Også selv om FCK endte med at vinde 2-1 over Molde i Europa League.
Belgieren ville gerne have skiftet mere end tre spillere ud, men lod dem fortsætte i anden halvleg.
- Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kunne skifte flere mand ud end tre. Det gør det sværere at være træner, når man kun kan skifte tre spillere ud, siger Ariël Jacobs.
Nicolai Jørgensen var allerede udgået med en skade, så FCK-træneren droppede idéen med at skifte flere folk ud.
- Nogle gange skifter man en mand ud, men i pausen stillede jeg spørgsmål om, hvem jeg skulle skifte ud.
- Skal jeg tage en mand ud eller flere. Jeg lod dem spille, og efter et stykke tid, byttede jeg så ud på holdet, siger han.
Indskiftede Martin Vingaard og Igor Vetokele stod for oplægget til 2-1-målet, som Andreas Cornelius satte ind.
- Det var en god aflevering fra Vingaard, og også en god assist fra Vetokele. Det viser bredden på holdet, og det skal få de startende 11 til at tænke over deres præstation, mener Ariël Jacobs.
/ritzau/