Da slutfløjtet lød i FC Københavns 2-1-sejr over PFC Ludogorets i Europa League torsdag aften, var der lidt over 64 timer til søndagens kamp mod ærkerivalen Brøndby.
Trods en sen hjemrejse og kort restitutionstid efter forårssæsonens første kamp lover FCK-spillerne, at fysikken ikke bliver nogen undskyldning i Superligaens topkamp.
- Vi restituerer hurtigt, og vi skal ikke bruge det som en undskyldning, for vi har været vant til noget lignende i efteråret, siger Rasmus Falk.
- Det er da en hård måde at starte foråret ud på, og der kunne have været et nemmere startprogram, men det er jo også et program, som vi kan lide. Det er nogle kampe, som er med til at få os op i gear og løfte os.
Han medgiver grinende, at torsdagens kamp trods alt godt kunne mærkes i kroppen.
- Efter 30 minutter synes jeg godt nok, at der var gået kort tid, siger Rasmus Falk.
Midtbanespillerne William Kvist og Uros Matic forventer ligeledes, at motoren problemfrit er klar til fuld spilletid igen på søndag.
- Vi arbejdede hårdt mod Ludogorets, men man kan roligt regne med, jeg er klar til at spille 90 minutter på søndag, siger William Kvist.
Uros Matic supplerer:
- Vi har rigtige dygtige trænere til at tage sig af det fysiske, og arbejder vi sammen med dem, så skal vi nok blive klar til kampen, så vi kan give den fuld gas igen, siger han.
Manager Ståle Solbakken så enkelte spillere med træthedstegn i torsdagens triumf i den bulgarske hovedstad.
- Det var vores første betydende kamp, og i slutningen blev vi lidt trætte.
- Rasmus Falk rystede mere med hovedet end sine ben, Youssef Toutouh blev træt, og vi vidste, at Federico Santander ikke havde 90 minutter i sig, siger nordmanden.
De tre nævnte spillere blev alle skiftet ud i opgøret.
Søndagens københavnerderby begynder klokken 13.30.
/ritzau/