Efter endnu en sløset start endte det godkendt for FCK Håndbolds herrer, som i aftes mandede sig op og indhentede en langstrakt Team Tvis Holstebro-føring. Men Byens Hold måtte nøjes med 25-25 og er uden sejr i tre ligakampe på stribe.
Kampen i aftes havde Flemming Østergaard udråbt til en test af holdets karakter, og FCK-bossen var på forhånd sikker på, at der var tilstrækkelig mange mandfolk i truppen til at affeje Team Tvis Holstebro. Men mandfolkene kom i aftes fra Holstebro, mens der ikke var meget mænd over københavnerne. I første halvleg i hvert fald.
»Vi har nosser«
»Vi kommer bagud med seks-syv stykker, og så kommer vi alligevel igen. Det synes jeg viser, at vi har lidt nosser i hvert fald. Men vi skal tage dem med fra starten og ikke vente til halvlegen med at hente dem,« sagde Klavs Bruun-Jørgensen, der ikke havde en af sine gode dage.
FCK-mandskabet havde store problemer mod Team Tvis, der efter fem sejre på stribe var så sprængfyldt af selvtillid, at de slet ikke kunne holde det skjult. Var det ikke de stærke bagspillere Heino Holm Knudsen og Erik Hucko, så var det landsholdets lille, lynhurtige gadedreng Lars Rasmussen, der særligt i første halvleg legende let passerede Steiner Ege i FCK-målet.
Og alt, hvad der trods alt kom den anden vej - og det var ikke meget - tog den fantastiske Tvis-keeper Michael Bruun sig kærligt af i kampens første halvdel.
Byens stjerner hang med nød og næppe på Holstebrodrengene, og må tage til takke med et point mod de skarpe og hårdtarbejdende Team Tvis, der ligner et hold med slutspils-potentiale.