FC København møder torsdag det norske mesterhold Molde i Europa League-gruppespillet. Det er det første ud af seks europæiske opgør i efteråret, hvor modstanderne også tæller Stuttgart og Steuea Bukarest.
Ambitionen er at gå samlet videre til forårets knald eller fald-kampe, fortæller administrerende direktør, Anders Hørsholt.
- Det her er syvende år i streg, at FC København er repræsenteret i et europæisk gruppespil.
- Det giver os naturligvis en værdifuld erfaring i forhold til det, der foregår på og uden for banen i denne sammenhæng, men også en sult for at komme så langt, som vi kan, siger Hørsholt i en pressemeddelelse.
De to bedste hold kvalificerer sig til knockout-fasen af turneringen efter vinterpausen, og Hørsholt mener, at det skal være målet for FCK.
- Med den udvikling som holdet og staben har vist i denne sæson indtil videre, så kan vi med rette gå ambitiøst ind i dette gruppespil, selv om det er dygtige modstandere, vi skal op imod.
- Jeg kan mærke på hele den sportslige sektor, at der er en stærk tro på, at vi står godt rustet til de spændende opgaver, der venter os i Europa, siger Hørsholt.
FCK har endnu ikke tabt en kamp i Parken i år, og det gælder både i de hjemlige samt de internationale kampe.
- Jeg synes, vi har oplevet en international stemning i Parken fra vores fans og tilskuere siden sommerferien. Ikke kun i vores europæiske kampe, men også så sent som i lørdags mod FC Nordsjælland.
- Vi håber, at så mange som muligt vil gribe chancen for at opleve de underholdende oplevelser alle tre kampe i Europa League kan blive og dermed være med til at indfri vores fælles drøm om at se FCK klare sig videre, siger FCK-direktøren.
/ritzau/