Uden kampe i Europa mangler FC København en del af klubbens identitet. Derfor bliver Europa League og aftenens modstander Molde taget lige så alvorligt, som var det Champions League.
FCK's sportsdirektør Carsten V. Jensen missede som træner for holdet i foråret at vinde DM-guld og få en direkte billet til Champions League, men det glæder ham alligevel, at holdet er med på næstbedste række.
- Vi ser os selv som en international klub, og det er meget vigtigt for os at spille internationale kampe. Nu er det syvende år i træk, at vi er med i et gruppespil.
- Det kan ikke nytte noget at snakke om at være en international klub, hvis ikke vi deltager, siger Carsten V. Jensen.
FCK missede tidligere i denne sæson muligheden for at komme i Champions Leagues gruppespil, da holdet tabte 1-2 samlet til Lille i den afgørende kvalifikationsrunde.
- Vi gjorde et godt forsøg i kampene mod Lille, og vores europæiske kampagne har været godkendt indtil nu. Men nu har vi et nyt mål, og det er at bringe os selv videre fra gruppespillet, siger sportsdirektøren.
Carsten V. Jensen mener, Europa League lige nu er et meget passende niveau, hvorpå FCK-holdet med mange unge spillere kan udvikle sig yderligere.
- Den store skuffelse ligger flere måneder tilbage. Nu handler det om denne sæson, hvor vi indtil videre har gjort det fint.
- Og hvor det ser ud som om, vi har noget at bygge videre på, og så er det fint, at vi kan lægge noget erfaring på holdet i denne turnering, siger Carsten V. Jensen.
Kampen mod Molde går i gang klokken 19 i Parken.
/ritzau/