F.C. København på russisk bliver måske snart til virkelighed.
Mens det i flere medier forlyder, at forhandlingerne mellem Roman Abramovich' repræsentanter og den største aktionær i Parken Sport & Entertainment, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, er i gang, så vil formanden for selskabet ikke afvise noget.
Tværtimod byder Hans Munk Nielsen en russisk rigmand velkommen i klubben, skriver sporten.dk
"Jeg kan jo godt forstå, at folk er nervøse over, at vores virksomhed skulle komme i udenlandske hænder, men så vil jeg bare sige, at eksempelvis TDC har været i hænderne på udenlandske aktionærer i mange år, og man kan dårligt forestille sig mere ærkedansk selskab end TDC," siger bestyrelsesformanden på hjemmesiden.
Dermed er Hans Munk Nielsen slet ikke forskrækket over at skulle ændre på strukturen i landets største fodboldfortagende.
Men den russiske mangemilliardærs indblanding vil ikke vække lutter glæde hos aktionærerne.
"Han skulle jo have pengene i orden, ved jeg. Men ud fra en aktionærs synspunkt er det ikke ubetinget godt, at der er en større aktiekapital, end der er behov for, fordi det svækker forretningen. Jo større egenkapitalen bliver, des flere aktier bliver der jo at fordele overskuddet på," forklarer Hans Munk Nielsen til sporten.dk
Bestyrelsesformanden siger dog også, at han intet har hørt fra LD's direktør Carsten Koch, der ifølge sporten.dk mødtes med repræsentanter for familien Abramovich på Café Victor forleden.