FC København køber Rurik Gislason i OB

Den islandske landsholdsspiller skifter til FC København med øjeblikkelig virkning.

Søndag scorede Rurik Gislason for OB mod FC København, men et døgn senere har hovedstadsklubben sørget for, at det ikke gentager sig i den nærmeste fremtid.

Gislason har nemlig mandag aften underskrevet en fire år lang kontrakt med FC København, og skifter til Europa League-deltagerne med øjeblikkelig virkning.

- Rurik er en spiller, som vi har haft kig på igennem længere tid, og derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu kan få ham tilført FC København.

- Rurik Gislason er en anden type kantspiller, end vi allerede har i truppen, og med hans fightervilje og gennembrudskraft vil han blive en værdsat spiller i Parken.

- Med denne tilgang føler vi nu, at vi står stærkt rustet overfor de udfordringer der venter os i et travlt efterår, siger FCK's sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Rurik Gislason nåede 111 kampe og 11 mål for OB, og fynboernes sportsdirektør Poul Hansen siger til klubbens hjemmeside, at man har lavet en god handel.

- Vi sælger en spiller, der har ydet en stor indsats for OB, og som vi har været glade for. Nu opstod der en mulighed, som Rurik Gislason ønskede at forfølge, og da vi samtidigt har fået lavet en god aftale for OB, har vi ikke ville stå i vejen, siger Poul Hansen.

OB meddeler i samme åndedrag, at klubben lejer Michael Silberbauer resten af sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.