Nicolai Jørgensen er ikke længere lejesvend i FC København.
Klubben har købt landsholdsangriberen fri af kontrakten med tyske Bayer Leverkusen og har skrevet en fireårig kontrakt med den 21-årige spiller.
- Han har taget miljøet til sig og udnyttet den mulighed, han har fået hos os, til at finde sit niveau igen og fortsætte sin udvikling.
- Det havde vi håbet og forventet, og det er naturligvis også derfor, at vi i aftalen med Leverkusen har sikret os den købsoption, som vi nu vælger at udnytte, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
I sine hidtidige 11 kampe for FCK har Nicolai Jørgensen scoret 4 gange. Nicolai Jørgensen var indtil 2010 AB-spiller, men blev solgt til Bayer Leverkusen.
Her spillede han med i ni bundesligakampe i sin første sæson i klubben, men så kneb det med at komme på holdet.
Derfor blev han lejet ud til Kaiserslautern sidste forår, uden at det dog ændrede synderligt på hans position i klubben.
Derfor valgte Leverkusen endnu engang at leje spilleren ud, denne gang til FC København på det, der egentlig bare var en etårig aftale, indtil københavnerne valgte at udnytte forkøbsretten på angrebstalentet.
/ritzau/