- Hvilshøjs farvel giver Fogh problemer, skrev Berlingske Tidende i går.

Sludder.

Rikke Hvilshøjs farvel er en lettelse for statsministeren, for så behøver han ikke fyre hende, som han ellers – uden for enhver tvivl – ville have gjort, når regeringens ministerhold bliver sat i næste uge.

Ikke at Anders Fogh Rasmussen har noget at bebrejde Hvilshøj – faktisk skylder han hende tak. At finde en ung politiker, der vil administrere verdens hårdeste udlændingelovgivning, og endda ser ud til at nyde det, er en præstation.

Hun har optrådt ubegribeligt loyalt. Og ufatteligt koldt.

Den ene dag står hun, uden tøven og uden at blinke, og forklarer, hvorfor asylbørn og deres forældre selvfølgelig ikke kan bo uden for de asylcentre, hvor de ellers forkvakles til psykiske vrag.

Den næste dag – da statsministeren forud for en valgkamp har skiftet mening om emnet for at fremstå mere menneskelig – forfægter hun, med samme kølighed, det stik modsatte synspunkt: Selvfølgelig skal børnene og deres forældre bo uden for centrene.

Opgaven, at være leder af Pia og Foghs tæskehold på asylområdet, må for et følende menneske have været forfærdelig, ikke fordi man ikke med god samvittighed kan administrere en stram udlændingepolitik, men fordi det kræver en kvinde af en særlig støbning at underskrive breve, der fører til, at familier splittes og stærkt psykisk syge udvises – og hvor menneskelige hensyn ikke synes at spille nogen særlig rolle.

Men Rikke Hvilshøj har leveret varen. Mens statsministeren behændigt har undgået at få (mange) pletter på det fine tøj, har Hvilshøj med skærebrænderstemmen truffet de hårde afgørelser og stillet op til tæsk i tv nærmest dagligt, hun er blevet hånet som et u-menneske af Politiken, og hun var tæt på at miste sin familie, da ukendte gerningsmænd forsøgte at brænde familiens hjem af midt om natten.

Men – Rikke Hvilshøjs tid er forbi. Og tak for det.

Et bredt flertal støtter en stram udlændingepolitik, men et lige så stort flertal støtter også en politik, der – i modsætning til den nuværende – er fair og menneskelig. En politik, der ikke (mere) er fokuseret på at smide fremmede ud, men at hente fremmede ind. En politik, der fokuserer på at få de kvalificerede udlændinge, der allerede opholder sig i Danmark, til at parkere deres taxa – og arbejde som læger og ingeniører.

Problemet med de fremmede , som vi talte om det før 2001, er løst – det ved også Dansk Folkeparti, hvis vælgere nu støtter Pia og Co., fordi partiet er det nye parti for de svage, og ikke fordi partiet fører en hård udlændingepolitik.

Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærs-gaard vil nå til enighed om en ny og mildere asylpolitik. Det kræver en ny minister. Rikkes tid er forbi. Og vi vil ikke savne hende.