Farc ønsker våbenhvile i Colombia

Oprørsbevægelsen Farc i Colombia ønsker en våbenhvile under fredsforhandlinger med landets regering.

Den væbnede venstreorienterede oprørsgruppe Farc vil bede om en våbenhvile og tilkendegiver, at gruppen er parat til at nedlægge våbnene, hvis betingelserne er de rigtige.

Det siger en af lederne for Farc under et besøg Cubas hovedstad, Havana.

De epokegørende fredsforhandlinger mellem Farc og den colombianske regering, de første i over 10 år, er planlagt til at begynde den 8. oktober i Oslo for siden at flytte til Havana.

- Farc går helt og fuldt ind for en proces, der slutter med at nedlægge våbnene, siger Mauricio Jaramillo, ledende kommandant i Farc, ifølge britiske BBC.

Imidlertid kan Farcs krav om at nedlægge våbnene, hvis betingelserne er de "rigtige", blive et stridspunkt allerede under de indledende forhandlinger, da regeringen i Bogota siger, at militære operationer mod Farc vil fortsætte trods fredsforhandlingerne.

Farc ønsker, at de væbnede stridigheder skal stoppe under forhandlingerne.

Konflikten mellem Farc og den colombianske regering er den længst varende og en af de mest blodige nationale konflikter i verden.

Konflikten begyndte tilbage i midten af 1960'erne, da Farc blev dannet med det mål at indføre et socialistiske styre i Colombia.

Konflikten har været brutal med mange døde aktivister og regeringssoldater, og den har svækket landets økonomi i årevis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.