Rasende og truende fans er skyld i, at fodboldspilleren Kevin Pezzoni fredag fik ophævet sin kontrakt med 1. FC Köln og nu må på klubjagt.
Kölns træner, Holger Stanislawski, forklarer, at situationen efterhånden var blevet uudholdelig, og at forholdet mellem den 23-årige tyske midtbanespiller og dele af traditionsklubbens publikum ikke stod til at redde.
- Det er sket ting, der gør, at det ikke længere er muligt for Kevin at spille fodbold i denne klub, siger Stanislawski ifølge dpa.
Pezzoni nåede at spille 90 ligakampe for klubben og var på banen så sent som i mandags, da Köln mødte Erzgebirge Aue i 2. Bundesliga.
Stanislawski forklarer, at fyringen sker for at beskytte midtbanespilleren.
- En gruppe mennesker lurede i løbet af denne uge foran hans hus. Han blev mobbet og svinet til, og det er noget, der er blevet bygget op over længere tid. Når en spiller er bange for at gå på gaden, er grænsen helt klart overskredet, siger Holger Stanislawski.
Pezzoni blev tilbage i februar overfaldet i forbindelse med karneval i byen. Her fik han tæsk af en ukendt person, så han brækkede næsen, men var få dage senere atter med i Köln-truppens træning.
Den seneste tid er han også blevet groft forulempet på sin Facebook-profil. Kevin Pezzoni selv skriver på sin Facebook-profil, at han er glad for den støtte, der er strømmet ham i møde, siden det stod klart, at hans tid i 1. FC Köln er forbi.
- Det viser, hvor meget vi alle tager afstand fra mobning, fornærmelser, vold og så videre. Disse ting har ikke noget at gøre hverken på eller uden for banen.
Hans nu tidligere holdkammerater har reageret på de seneste dages dramatiske begivenheder ved at forfatte et åbent brev til klubbens fans.
Her tager spillerne afstand fra, at enkelte bliver udvalgt som syndebukke for holdets skuffende præstationer.
/ritzau/