FAKTA: Tyngdebølger er bølger i tid og rum

En af de største opdagelser fra rummet i mange år blev præsenteret mandag.

Mandag kan forskere præsentere, at de har målt tyngdebølger som følge af to neturostjerners kollision for første gang nogensinde.

Her kan du forstå, hvad tyngdebølger er:

* Tyngdebølger - også kendt som gravitationsbølger - er forstyrrelser i tid og rum forårsaget af enorme kræfter i universet.

* Bølgerne opstår og udbredes med lysets hastighed i tre situationer.

* Den første mulighed er, at sorte huller roterer omkring hinanden og til sidst smelter sammen. Den anden mulighed er, at neutronstjerner kolliderer. Den tredje mulighed er, at et sort hul og en neutronstjerne støder sammen.

* Albert Einstein forudsagde allerede i 1916 tyngdebølgernes eksistens, men kunne ikke påvise dem.

* I september 2015 blev tyngdebølger for første gang registreret. Siden er fænomenet blevet registreret yderligere fire gange.

* Selv om tyngdebølgerne bliver udløst af hændelser mange milliarder kilometer væk, når de alligevel frem til Jorden millioner af år senere og påvirker tid og rum, men dog i meget lille grad.

* Forskydningen svarer til en ændring på blot en millimeter i den distance, man tilbagelægger, hvis man hvert eneste sekund i 1000 år løber rundt om Jorden én gang.

* Det bliver målt ved hjælp af laserlys i fire kilometer lange tunneler ved Ligo-observatoriet i USA. Udstyret kan måle forskydninger ned til en milliardtedel af en milliardtedel af en meter.

Kilder: DTU Space, PHDComics, videnskab.dk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.