Seks mænd - tre fra England og tre fra USA - er tiltalt for at have bedraget statskassen for 1.135.775.447 kroner og 99 øre. Det er sket ved uberettiget refusion af udbytteskat, hævder Bagmandspolitiet. Mændene nægter sig skyldige.
Onsdag har Retten i Glostrup afgjort, om der er grundlag for varetægtsfængsling in absentia - altså uden de selv er til stede.
Her er beskyldningerne i anklageskriftet:
* I fællesskab udviklede de et system, hvor den tyske North Channel Bank bogførte aktiehandler og -lån vedrørende danske aktier.
* Aktørerne var 27 amerikanske pensionskasser, ni selskaber, en mægler og en mellemhandler.
* Men handler, lån og pengebevægelser var fiktive. Dermed var der ikke reelt modtaget aktieudbytte eller ret hertil.
* Banken udfærdigede udbyttenotaer med urigtige oplysninger.
* Skattestyrelsen blev via såkaldte reclaim-agenter ført bag lyset og troede, at agenterne var berettiget til at få refunderet udbytteskat.
* North Channel Bank er i 2019 blevet idømt en bøde på 110 millioner kroner.
I en anden straffesag om udbytteskat er de to britiske statsborgere Sanjay Shah og Anthony Mark Patterson tiltalt for bedrageri for godt ni milliarder kroner.
* Disse to mænd er varetægtsfængslet in absentia. De befinder sig i henholdsvis Dubai og England.
Desuden efterforsker politiet et tredje spor i sagskomplekset.
Kilder: Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og Ritzau.
/ritzau/