Det er slut med at tænde en cigaret, dampe på e-cigaretten eller lægge et stykke snus op under læben, når eleverne på landets gymnasier og erhvervsskoler møder efter ferien.
Røgfri skoletid bliver et lovkrav fra 31. juli, og det vil gælde alle nikotinprodukter - både på skolens område og uden for matriklen.
LÆS her mere om røgfri skoletid:
- Eleverne må ikke ryge, dampe eller bruge tyggetobak, mens de er i skole – hverken på skolens område eller udenfor.
- Den røgfri skoledag gælder ikke for ansatte. De må ryge uden for skolens område.
- Grundskoler, kostskoler og efterskoler har allerede røgfri skoletid. Det har været gældende siden 1. januar 2021. To ud af tre kommuner har bestemt, at forbuddet også skal gælde lærerne.
Tiltaget er del af en handleplan mod børn og unges rygning, som er vedtaget af Folketinget.
LÆS her om nogle af de andre dele i handleplanen:
2020:
- 1. april: Prisstigning på tobak til cirka 55 kroner per cigaretpakke.
- 20. maj: Forbud mod mentolsmag i cigaretter og rulletobak.
2021:
- 1. januar: Røgfri skoletid på grundskoler.
- 1. april: Tobakken gemmes væk i butikkerne.
- 1. juli: Standardiserede tobakspakker med samme farve, skrift og uden logo.
2022:
- 1. januar: Prisstigning på tobak til cirka 60 kroner per cigaretpakke.
Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Statens Institut for Folkesundhed.
/ritzau/