Skattereformen er indgået mellem regeringen, Venstre og Konservative. Den indebærer følgende:
* Skatten på arbejde sættes ned med i alt lidt over 14 milliarder kroner frem mod 2022.
* Topskattegrænsen hæves med 57.900 til 467.000 kroner, når den er fuldt indfaset i 2022. Folkepensionister får samme forøgelse af topskattegrænsen som andre.
* Beskæftigelsesfradraget forhøjes fra de nuværende 5,6 procent til 10,65 procent i 2022, og det maksimale beskæftigelsesfradrag øges fra 17.900 kroner til 34.100 kroner.
* Der indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere ud over det almindelige beskæftigelsesfradrag. Det maksimale ekstra fradrag udgør 20.000 kroner.
* Ældrechecken forhøjes med 4500 kroner årligt for folkepensionister med lave indkomster.
* Overførselsindkomster (kontanthjælp, dagpenge og førtidspension) reguleres med en lavere procentsats end hidtil i 2016-2023. Det betyder, at de ikke stiger med lønudviklingen i resten af samfundet, men kun reguleres efter prisudviklingen. Besparelse: Tre milliarder kroner.
* Der skal findes besparelser for 2,7 milliarder kroner i forsvaret og en milliard kroner fra EU-bidraget.
* Øget beskatning af danskere der arbejder i udlandet.
* Fradrag for rejseudgifter og dobbelt husførelse sænkes fra maksimalt 50.000 kroner til maksimalt 25.000 kroner.
* Ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes frem til 2020.
* Afgifterne på blandt andet fedt, sukker og kaffe reguleres, så de fremover følger prisudviklingen. Samlet set bidrager det med 2,6 milliarder kroner.
* Børnechecken for velhavende forældre nedtrappes, men det gælder indtil videre kun for par, der er gift. Hvis en af forældrene tjener mere end 700.000 kroner om året, nedtrappes børnechecken med to procent af den indkomst, der ligger over 700.000. Skatteministeriet arbejder på at finde en løsning, der gør det teknisk muligt også at nedtrappe børnechecken for forældrepar, der ikke er gift.
* Den såkaldte iværksætterskat fra 2009 ophæves. Til gengæld øges beskatningen af bankerne ved den såkaldte lønsumsafgift.
* Beskatningen af dieselbiler og fri bil øges.
Kilde: "Danmark i arbejde - skattereform" og Finansministeriet