FAKTA: Godt 30 danske fremmedkrigere er i Syrien eller Irak
Retsordfører Trine Bramsen (S) er blandt de politikere, som ikke ønsker danske fremmedkrigere retsforfulgt i Danmark. - Det er Danmarks opgave at hjælpe med, at der bliver opbygget et retssystem og et fængselsvæsen lokalt, og så må de her personer udstå deres straf i de lande, hvor de har begået kriminaliteten, siger hun. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Siden 2012 er mindst 150 udrejst fra Danmark til Syrien og Irak. Cirka 30 er i konfliktzonen, siger PET.

USA's præsident, Donald Trump, vil have europæiske allierede til at hjemtage tilfangetagne IS-krigere. Men det er helt udelukket, lyder det fra flere danske politikere.

I den nyeste vurdering af terrortruslen mod Danmark lyder det fra PET, at godt 30 fremmedkrigere stadig befinder sig i konfliktzonen.

Læs om danske krigere i Syrien eller Irak:

* Siden sommeren 2012 er mindst 150 personer rejst fra Danmark til Syrien og Irak. De vurderes at have opholdt sig hos militante islamistiske grupper.

* Antal udrejste kan være højere.

* Siden 2014 har antallet af udrejste været faldende, og det seneste år er "meget få" udrejst.

* Langt hovedparten af de udrejste til Syrien og Irak er yngre mænd.

* Flere danske kvinder er udrejst de seneste år. De udgør hver syvende af det samlede antal danske udrejste og næsten halvdelen af dem, der nu befinder sig i konfliktzonen.

* Nogle udrejste kvinder har medbragt børn til konfliktzonen, og nogle har fået børn dernede.

* Langt størstedelen af de personer, der er rejst fra Danmark til Syrien eller Irak, har været der i over to år.

* Center for Terroranalyse vurderer, at lidt over en tredjedel af dem, der har været udrejst, befinder sig i Danmark. Godt en femtedel er stadig i konfliktzonen. Det svarer til 30 personer. Mindst en fjerdedel formodes dræbt. De øvrige befinder sig i forskellige tredjelande.

* Center for Terroranalyse vurderer, at hvis fremmedkrigere vender hjem til Danmark, kan selv få personer udgøre en terrortrussel. De pågældende personer kan også bidrage til radikalisering af andre borgere i Danmark.

* Hjemvendte krigere til andre europæiske lande kan også udgøre en terrortrussel mod Danmark, vurderer centeret.

Kilder: PET's vurdering af terrortruslen mod Danmark udgivet 12. januar 2018.

/ritzau/

/ritzau/