Onsdag bliver der taget afsked med USA's 41. præsident George H.W. Bush i Washington D.C. Til stede er en stor forsamling af fremtrædende gæster fra ind- og udland.
Den 30. november døde George H.W. Bush i sit hjem i Houston, Texas.
Her følger en række nedslagspunkter i en lang æra i amerikansk politik:
* Han bliver født 12. juni 1924 i Milton i staten Massachusetts. Altså i det nordøstlige hjørne af USA, der kaldes New England.
* Han døbes George Herbert Walker Bush.
* Faderen, Prescott Bush, er en succesrig forretningsmand, der vælges til senator.
* På sin 18-års fødselsdag i 1942 lader Bush sig hverve til den amerikanske flåde, hvor han bliver oplært som den yngste pilot i værnet.
* 2. september 1944: Under et bombetogt skydes hans fly ned over den japanske ø Chichi Jima.
Bush redder sig ud i faldskærm. Han er den eneste af tre besætningsmedlemmer, som overlever. Han samles senere op af en amerikansk ubåd.
* Januar 1945: Bush gifter sig med Barbara Pierce, og senere samme år påbegynder han et studie i økonomi på universitetet Yale.
* 1946: Det første af fem børn kommer til verden. Det er George W. Bush, der senere bliver USA's præsident.
* 1953: Familien flytter til Texas, hvor Bush bliver en succesrig forretningsmand i olieindustrien. Datteren Robin dør af leukæmi.
* 1962: Bush bliver formand for Det Republikanske Parti i Houston, Texas.
* 1966: Han vælges til Repræsentanternes Hus i Washington.
* 1969-1975: Præsidenterne Richard Nixon og Gerald Ford gør ham på skift til USA's FN-ambassadør, leder af Det Republikanske Partis Nationalkomité, ambassadør i Kina og leder af efterretningstjenesten CIA.
* I 1980 forsøger han at blive republikanernes præsidentkandidat, men taber nomineringen til Ronald Reagan. Samme Reagan gør ham til vicepræsidentkandidat, og duoen vinder valget. Bush er vicepræsident i otte år.
* I 1988 vinder han præsidentvalget og indsættes som den 41. amerikanske præsident i januar 1989.
* I hans præsidentperiode falder Berlinmuren og Sovjetunionen bryder sammen.
* I 1992 taber han præsidentvalget til demokraten Bill Clinton. Hans politiske karriere er i realiteten slut. Dermed bliver han en af blot ti amerikanske præsidenter, der ikke sidder mindst to perioder.
* I 2000 vinder sønnen George W. Bush præsidentvalget og får otte år i Det Hvide Hus.
* I 2016 forsøger sønnen Jeb Bush uden held at blive nomineret som præsidentkandidat. De to sønner er tidligere guvernører i henholdsvis Texas og Florida.
Kilde: PBS og WGBH.