Juli 2010: Olivers mor flytter til Østrig med Oliver mod farens vilje.
2010-2011: Dansk domstol giver Olivers far den fulde forældremyndighed. Moren får ligeledes tildelt den fulde forældremyndighed af domstolene i Østrig.
3. april 2012: Olivers far tager sønnen fra moren, da hun aflevere ham i børnehave i byen Graz i Østrig. Østrigsk politi udsender en arrestordre på faren.
4. april 2012: Faren og Oliver er tilbage i Danmark og går under jorden. Østrigsk politi henvender sig til det danske Rigspoliti og efterlyser faren.
7. april 2012: Østrigske medier beretter om, at faren og moderen er i kontakt.
17. april 2012: De østrigske myndigheder beder de danske myndigheder om at udlevere faren via en europæisk arrestordre.
11. juni 2012: Justitsministeriet nægter at udlevere faren til Østrig med den begrundelse, at faren ikke har gjort noget, der er strafbart efter dansk ret.
Samtidig kommer det frem, at moren har afvist et forslag fra Familiestyrelsen om at deltage i en mægling i Danmark for at få striden mellem forældrene løst.
Juli 2012: De østrigske myndigheder rejser tiltale mod faren for alvorlig tvang og frihedsberøvelse.
Tirsdag den 4. september 2012: Sagen om, hvem der skal have Oliver, begynder i Fogedretten i Helsingør.
Fredag den 21. september 2012: Fogedretten i Helsingør afgør, hvor Oliver skal bo.
Tirsdag 25. september 2012: Landsretten i Graz indleder straffesagen mod faren. Som vidner er indkaldt moren og en af hendes veninder, der skal have overværet, hvordan faren smuttede med Oliver.
/ritzau/