Mandag stopper tunnelboremaskinernes rumlen, da de afslutter deres arbejde på metrolinjen Cityringen i København.
Det er første skridt mod den færdige metro, som efter planen er køreklar til sommer 2019. Læs om den nye metrolinje her.
* De første passagerer kan formentlig tage Cityringen i juli 2019. Byggeriet begyndte i efteråret 2011.
* Metrolinjen bliver en 15,5 kilometer lang underjordisk tunnel.
* Den får 17 stationer, som vil forbinde Københavns Hovedbanegård, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg.
* Det vil tage 24 minutter at køre hele Cityringen rundt.
* Antallet af metropassagerer forventes at stige markant. I 2016 kørte 60 millioner passagerer med metro. Når Cityringen åbner om nogle år, forventes 130 millioner passagerer at rejse med metroen.
* Cityringen koster 22,2 milliarder kroner at bygge.
* Efterfølgende vil Cityringen blive suppleret af Nordhavnslinjen, og i 2023 skal Sydhavnslinjen åbne.
Kilde: Metroselskabet.
/ritzau/