Portugiseren António Guterres er torsdag formelt godkendt som FN's næste generalsekretær af de 193 medlemmer i FN's Generalforsamling.
António Guterres er tidligere premierminister i Portugal for socialistpartiet Partido Socialista fra 1995 til 2002.
Derudover har han været chef for FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fra 2005 til 2015.
Den nye generalsekretær tiltræder i begyndelsen af 2017.
Her kan du læse mere om generalsekretærens arbejde:
* Generalsekretæren står for at lede FN-sekretariatet, men det er også generalsekretærens opgave at være hele organisationens talsmand.
* Som den eneste i FN-sekretariatet har generalsekretæren en politisk stemme. Generalsekretæren kan henvise til forskellige problematikker eller konflikter, som vedkommende mener er vigtigt, at FN forholder sig til.
Det kan eksempelvis være klimaspørgsmål.
*Generalsekretæren skal udtale sig på hele FN's vegne og dermed på vegne af alle medlemslandene. Derfor er det ofte ukontroversielle og tidligere udsendte politikere, der bliver valgt.
* Generalsekretæren bliver udnævnt for en periode på fem år af generalforsamlingen efter vurdering og anbefaling fra FN's Sikkerhedsråd.
* Ofte sidder generalsekretæren i to perioder.
* Den nuværende generalsekretær er den sydkoreanske Ban Ki-moon, der har siddet på posten siden 2007.
Kilde: Faktalink.
/ritzau/