Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
1. MAJ HOLDER REPRÆSENTANTER for fagbevægelsen taler om solidaritet og sammenhold. Men det bliver ved snakken, for det praktiseres ikke. I hvert fald ikke i store dele fagbevægelsens lederskab, og det gælder, uanset om vi taler fagforbund eller lokale fagforeninger. For hvor var solidariteten med landets folkeskolelærere under deres lockout i 2013? Det var kun mit forbund FOA og den fagforening LFS jeg sidder i ledelse af, der udviste vaskeægte solidaritet med Danmarks Lærerforening og lærerne. Resten af fagbevægelsen så bare til, mens lærerne fik røvfuld.
Hvor er solidariteten med de 62.000 børn, der er ramt af kontanthjælpsloftet? Hvor er solidariteten med de syge og arbejdsløse medlemmer? Hvor er solidariteten med flere hundrede tusinde medlemmer, der lider under værre og værre lortearbejdsmiljø? Andet end i ord?
1. MAJ VIL DER blive holdt tale efter tale, der fordømmer Lars Løkkes velfærdsnedskæringer, skattelettelser og fattiggørelse af flere og flere mennesker. Der vil blive sunget ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ i alle afkroge af landet. Problemet er blot, at ordene bliver til floskler i metermål og hykleri i spandevis. For hvis det eneste, du gør som faglig leder, er at konstatere rigets tilstand og medlemmernes lortesituation, er du medskyldig i, at udviklingen fortsætter.
1. maj hedder arbejdernes internationale kampdag. Men der ikke meget kamp tilbage i fagbevægelsen. Hovedparten af fagbevægelsens ledere fra kælder til kvist har afskrevet enhver form for kollektiv handling. Der er ellers nok at kæmpe for og imod. Hvorfor organiserer fagbevægelsen ikke massedemonstrationer mod velfærdsnedskæringer og højere pension? Fordi de fleste faglige ledere frygter deres medlemmers kollektive handling mere, end de frygter politikernes og arbejdsgivernes angreb på deres medlemmer og velfærdssamfundet.
Der er bare ikke noget alternativ til kollektiv handling. Intet er vundet uden kamp. Men meget er tabt uden kamp. Arbejderklassen har kun en styrke, og det er vores antal. Den styrke er til gengæld enormt stor. Der er mere end to millioner medlemmer af fagforeninger i Danmark. Hvis vi spyttede på samme tid, kunne vi billedligt talt drukne alle de svin, der ødelægger vores liv.
1. MAJ UDSTILLER FAGBEVÆGELSEN som en fravalgsbevægelse uden evne og vilje til at gøre sig relevant for sine medlemmer. Fagbevægelsen har på 33’ende år fortsat medlemsflugt. Mig bekendt er der aldrig nogen, der har meldt sig ud af en fagforening, fordi de fik for meget i løn, godt arbejdsmiljø, for lang ferie og for høj pension! Når fagforeninger kæmper, så melder folk sig ind i deres fagforeninger.
1. maj vil udstille, at fagbevægelsen har ledere i overflod, som har det hele i munden, men ikke i handling. 1. maj vil udstille, at fagbevægelsen har ledere, som ikke vil bekæmpe velfærdsnedskæringer, hvis bestemte fagforeninger og faglige ledere er med. 1. maj vil udstille, at fagbevægelsen har ledere, som vil gøre alt for at undgå, at deres medlemmer får viden om og mulighed for at demonstrere imod Lars Løkkes velfærdsnedskæringer den 10. maj i landets 98 kommuner og fem regioner. For fagbevægelsen har mange ledere, som elsker at hade faglige ledere og fagforeninger, der vil organisere kampen fra neden.
1. maj vil udstille, at fagbevægelsen har erstattet fællesskabets styrke og kollektiv handling, med pressestrategier, pressemeddeler, læserbreve og Likes på Facebook.
FAGBEVÆGELSEN HAR MISTET sit politiske og ideologiske kompas. Derfor styrtbløder fagbevægelsens indflydelse endnu mere end medlemstallet. Dette forhold er stort set fraværende i den hjemlige debat. Diskussionen af fagbevægelsens egen rolle og eget ansvar i udviklingen er ikke-eksisterende både internt og eksternt i fagbevægelsen.
Vé den fagbureaukrat, der vover pelsen og rejser kritik indadtil eller udadtil. Han/hun skal nok forvente at få nogle hug fra den "velfriserede-flinkeskole-konsensus-tilpasningspolerede" del af fagbevægelsen. De vil påstå, at man hænger det beskidte vasketøj ud til offentligt skue. Men det handler ikke om at sige dét ”menigheden” vil høre, men om at rejse den nødvendige diskussion.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så sidder vi i samme båd. Det hjælper ikke at sige, at vi skal passe hver vores. Forsætter eroderingen af medlemsgrundlaget i den private sektor, så får det konsekvenser for alle - også i den offentlige sektor. Rammer vi først tippepunktet, så bliver det rigtig svært at rette op. Hvad man gør og ikke gør i de forskellige fagforbund, er derfor ikke kun forbeholdt det enkelte forbunds medlemmer, men er et anliggende for hele fagbevægelsen.
LORTE AFTALER PÅ det private område smitter af på det offentlige område og omvendt. F.eks. den lorteoverenskomst, som netop er indgået på det private område med 42 timers arbejdsuge og løntræk for ekstra fridage. Dårlige nye overenskomster og aftaler bliver af arbejdsgiverne brugt mod andre forbund og lokale fagforeninger.
Det har taget 150 år at nå dertil, hvor vi er, men det har kun taget en finanskrise, et par chokdoktriner og en yderst beslutsom arbejdsgiverfront og nedskæringsglade politikere fra rød og blå blok at nedrive en bygning, generationer har rejst.
Vi kan pege nok så meget fingre af arbejdsgiverne og andre magthavere, men de fleste fingre peger på os selv. Vi kan fortælle alverdens positivistiske fortællinger om, hvor godt vi gør det, men det fjerner ikke problemerne eller tilvejebringer løsningerne.
Automatpiloten og den gyldne regel ”Don’t mention the War” skal droppes. Svesken skal på disken. Fagbevægelsens problemer er selvskabte problemer, og det er kun fagbevægelsen selv, der kan løse dem. Fagbevægelsen kan ikke give alle andre skylden for vores udfordringer og appellere til magthaverne om at skåne os.
1. MAJ BØR MINDE OS alle om, at fagbevægelsens medlemmer har brug for faglige ledere, som reelt vil kæmpe for medlemmernes interesser.
Husk politikere er som duer, når de er på jorden spiser de af vores hånd. Når de er i luften skider de på os. Det samme kan siges om alt for mange af fagbevægelsens ledere. Vores opgave er at sikre, at ingen af dem kommer i luften og skider på os.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.