Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
JEG SIDDER og holder mig selv i kontakt med det virkelige liv, ved at lade min storetå komme i klemme mellem fattigdommens glemsel (pension) og det virkelige liv. Fordi jeg lige akkurat kan holde døren på klem, kan jeg høre og se lidt af det, der foregår i verden udenfor.
Et eller andet sted sidder en anden og kigger ud. Han har ganske vist smidt noget mere end en storetå ind mellem dør og karm, jeg tror, at han har fået presset hele overkroppen ind, så han har et godt, men smerteligt overblik. Det er forfatteren Carsten Jensen, der for nylig er citeret for disse bevingede ord:
"DAGENS POLITIKERSTAND udstråler magtesløshed, de ved godt, at globalisering og neoliberalisme for længst har frataget dem de politiske instrumenter, der skal til for at lave om på noget som helst. De er besatte af at være, hvor magten befinder sig, men det er en indskrænket, begrænset magt, som de til gengæld er parate til at opgive alle principper for at få del i. For de fleste af dem er rollen som politiker blot et led i en privat karriereplan, der helst skulle ende med en stilling i det erhvervsliv, hvor både pengene og den virkelige indflydelse befinder sig.”
DET ER KOMMET SÅ VIDT på bare 30 år, at vi ikke længere har politikere, der handler ud fra ideologier, men i stedet har politikere, der ikke er dygtige nok til at varetage lederjobs eller almindeligt arbejde i det ”civile” liv, men de har begavelse nok til at forføre og albue sig frem og op, fordi kravene til dem ikke er større end, de skal være kyniske og egoistiske. Der er ingen krav om kunnen eller erfaring, der kræves intet af dem overhovedet.
Når de har bevæget sig op gennem rækkerne og er ved toppen eller i det mindste i det øvre lag, hvor der træffes alvorlige, lovgivende beslutninger, som har effekt på hele vores samfund, sætter de sig roligt ned og plejer mulighederne for lukrative stillinger.
De styrer uden viden alt om økonomi, landbrug, erhverv, miljø, sundhed, velfærd … alt! Og de gør det uden modsigelse af nævneværdig art.
DET GAMLE FØRERPARTI på venstrefløjen, Socialdemokratiet, er også røget i kløerne på uduelige gymnasieelever, der med slesk tale og store armbevægelser tillader kapitalfonde at rippe statslige virksomheder og infrastruktur for alle midler, så der intet er tilbage til borgerne, der skabte det hele.
Venstrefløjen bestod i princippet af tre partier indtil for få år siden, men SF har også valgt karrierevejen, og det levner Enhedslisten, som det eneste røde parti. Østerbropartiet Alternativet, der med drømmefangere og klovnenæser rager stemmer til sig, er i bedste fald spidsborgerligt, og i værste fald en katastrofe.
Politikere søger i politik for at få en livstidsstilling i det private, hvor de alene ansættes på grund af tjenester, de allerede har udført eller som de forventes at få udført via kontakter hos tidligere kolleger og i embedsmandsværket, der efterhånden virker som om, det er befolket med venner og venners børn, der ikke er dygtige nok til at bestride en stilling uden for det beskyttede værksted, som et ministerium er.
GLOBALISERINGEN ER BLEVET KIDNAPPET af kapitalen og resten af højrefløjen, og de venstreorienterede står berøringsangste og handlingslammede, som de har været siden Sovjet brød sammen.
Den største enighed om fremtidens samfund og bevarelsen af vores klode ligger på den side, der vil destruere begge dele. Venstrefløjen og dem lige ved siden af (humanisterne/de veluddannede sympatisører), belemrer de undertrykte med skyld og ansvar for klodens undergang, og er vor tids dommedagsprædikanter, og isbjørne og isbjerge er blevet skærsilden, mens øko-mælk og speltboller er den direkte vej i himmerige.
Den verden, jeg kan se fra min sprække ved døren, viser en verden, som ikke forandres til det bedre ad parlamentarisk vej. Verden forandres gennem handling, og så længe vi bliver siddende og venter på, at nogle andre gør noget, lige så længe øger vi hastigheden på det tog, der fører os mod undergangen.
Det er en togtur uden overlevende. Nogle går bare i døden med alverdens rigdom i lommerne, andre uden brød i maven, men vi sidder i samme tog. Allesammen.
HER FRA MIN SPRÆKKE i døren, ser det ud til, at vi kun kan tvinge levebrødspolitikerne væk fra ædetrugene gennem civil ulydighed, hvis ikke det er den eneste, så er det i det mindste en farbar vej.
Jeg nægter at bøje mig og sige, at vold er et middel. Det skal ske på anden vis … det mest effektive er civil ulydighed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.