Fogeden banker sjældnere på døren hos lejere i almennyttige boligselskaber med besked om at aflevere nøglen og forlade lejligheden.
For første gang i mange år falder antallet af boligudsættelser, viser nye tal fra landets to største boligselskaber.
- Selv om arbejdsløsheden stiger, og konjunkturerne går den forkerte vej, så er udviklingen vendt. Vi oplever et markant fald, og det er selvfølgelig glædeligt, for det er en katastrofe at blive sat på gaden, siger direktør Jesper Nygård i boligorganisationen KAB.
Mens 495 lejere hos KAB i 2011 fik den tunge besked, faldt antallet sidste år til 376. En nedgang på 24 procent.
I landets andet store boligselskab, DAB, er tendensen den samme, dog mindre udtalt med et fald fra 341 udsættelser i 2011 til 336 i 2012.
Først senere i marts offentliggør Domstolsstyrelsen de officielle tal for 2012, men i Boligselskabernes Landsforening genkendes den positive udvikling. Den er især tydelig i provinsen, hvor kommunerne nemmere kan hjælpe trængte beboere til en billigere bolig.
Når tendensen nu breder sig til de større byer, skyldes det især afskaffelsen af fattigdomsydelserne.
Det bekræftes af Jesper Nygård, KAB:
- Efter at fattigdomsydelserne forsvandt, har nogen af de allermest sårbare grupper får nogle få hundrede kroner mere til rådighed, og det kan være afgørende, siger han.
Men også gratis gældsrådgivning hjemme ved køkkenbordet betyder, at lejere, som er kommet bagud med indbetalingerne, kan få hjælp, inden det er for sent.
- Vi har de seneste år rådgivet flere hundrede familier, og vi ved, at rådgivningen i 2012 stoppede udsættelse for mindst 60-70 familier, siger Jesper Nygård.
Også DAB sætter fra i år ind med rådgivning, siger økonomisk rådgiver i boligselskabet Jens Jørgensen.
- Nogen er måske ikke opmærksomme på, at de er berettigede til boligsikring eller andre tilskud. Andre kan vi hjælpe med at lægge et budget, så de ved hvor mange penge, de har til forbrug om måneden, siger Jens Jørgensen.
/ritzau/