Det er tid til at slå fast, at Færøerne er fri til at melde sig ud af Rigsfællesskabet.
Sådan lyder det fra den færøske regering, der på sin hjemmeside lørdag har sat en dato for, hvornår befolkningen skal stemme om at få en forfatning.
Oprindeligt var planen, at afstemningen skulle finde sted i slutningen af i år. Det bliver dog først 25. april 2018, at det færøske folk skal til stemmeurnerne.
Forfatningen skal blandt andet sikre, at en dansk regering ikke kan forhindre færingerne i at tage afgørende beslutninger om tilknytningen til Rigsfællesskabet med Danmark og Grønland.
Det fortæller Georg L. Petersen, der er chefredaktør på den færøske avis Dimmalæting.
- Vi vil have den ret, vi har som folk, nedfældet på skrift, siger han.
- Det skal være os, der bestemmer, om vi nu ønsker at forlade riget, og det skal stå i denne her nye lov.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i april, at han respekterede Færøernes ønske om at arbejde med at få sin egen forfatning.
Han langede ellers kraftigt ud efter et tidligere forslag til en færøsk forfatning tilbage i 2011. Bekymringen var her, at det ville være i strid med grundloven.
Det spørgsmål er ifølge Georg L. Petersen stadig et af de største problemer i arbejdet med det nye forfatningsforslag.
- Det er det med, hvad der er den rigtige grundlov, hvis man får denne her gennemført. Er det så den danske grundlov eller den færøske grundlov, siger han.
- Det store spørgsmål er, hvordan man formulerer sig ud af det.
Forslaget til forfatningen skal ifølge den færøske regerings hjemmeside først behandles i Lagtinget fra slutningen af juli.
Der skal gå seks måneder fra forslaget er vedtaget, før færingerne kan få lov at sige ja eller nej til at få deres egen forfatning.
/ritzau/