Nyheden om sigtelsen af en fængselsbetjent i Kolding Arrest for medvirken til fangeflugt kommer kraftigt bag på formanden for fængselsbetjentenes fagforening, Fængselsforbundet, Kim Østerbye.
- Det skaber en mistillid og en manglende troværdighed til vores faglighed, siger han til Ritzau.
Kim Østerbye frygter, at det kan skabe en dårlig tillid og stemning blandt fængselsbetjentene internt, når en ansat pludselig bliver gjort til centrum for en fangeflugt.
- Der sidder jo en række kolleger og tænker "burde jeg have opdaget noget", og det er ikke noget, der skaber tillid, siger Kim Østerbye og understreger samtidig, at han ikke tidligere har oplevet, at fængselsbetjente blev sigtet i forbindelse med en fangeflugt
- Det virker fuldstændig absurd, at det kan foregå i de danske fængsler, siger han.
Alle fængselsbetjente bliver baggrundschecket og sikkerhedsgodkendt inden ansættelse, og det er ifølge Kim Østerbye nok.
- Jeg vil meget nødig ind på, at tilliden blev af en karakter, hvor vi løbende skal checkes. Det er simpelthen ikke nødvendigt - jeg er helt sikker på, at man fortsat kan have tillid til standen, siger han til Ritzau.
Kim Østerbye siger samtidig, at alle fangeflugter internt bliver evalueret af den centrale sikkerhedsenhed i Kriminalforsorgen, og at politiet med det samme indberetter, hvis man har mistanke om beskidt spil fra en funktionær i løbet af selve efterforskningen af flugten.
- Jeg er sikker på, at systemet vil opdage det. Og I kan fortsat sove roligt om natten, afslutter Kim Østerbye.
/ritzau/