Filmen "Innocence of Muslims" har udløst voldelige demonstrationer i den muslimske verden, fordi den angiveligt gør grin med profeten Muhammed.
Læs her, hvordan urolighederne har udviklet sig, siden krisen startede tirsdag.
* 11. september: På årsdagen for terrorangrebet mod World Trade Center i New York i 2001 bliver dele af den amerikanskproducerede amatørfilm lagt på internettet. Det udløser uroligheder i flere lande i Mellemøsten og Nordafrika.
Den amerikanske ambassadør i Libyen, Christopher Stevens, og tre andre ambassadeansatte mister livet ved at raketangreb mod USA's konsulat i Benghazi. Angrebet var sandsynligvis tilrettelagt af militante, mener USA.
I Egyptens hovedstad, Kairo, forsøger rasende menneskemængder at storme den amerikanske ambassade.
* 12. september: Politiet i Tunesiens hovedstad, Tunis, tørner sammen med demonstranter, som forsøger at trænge ind i den amerikanske ambassadebygning.
* 13. september: Hundredvis af demonstranter stormer USA's ambassade i Yemens hovedstad, Sanaa. Det lykkedes sikkerhedsvagter at få demonstranterne ud igen, men flere bliver dræbt og adskillige såret i optøjerne.
I Kairo må politiet slå ring om den amerikanske diplomat-bygning, hvor vrede demonstranter kaster sten mod ordensmagten.
* 14. september: Uroligheder efter muslimernes fredagsbøn i Egypten, Sudan, Libanon og Tunesien koster mindst fem mennesker livet.
I Sudans hovedstad, Khartoum, stormer demonstranter desuden det kompleks, der huser den britiske og tyske ambassade. Den tyske diplomat-bygningen bliver sat i brand.
Siden urolighederne begyndte tirsdag har der også været demonstrationer i Bangladesh, Indonesien, Malaysia, Irak, Israel og Gazastriben, Marokko, Kuwait, Nigeria og Kenya, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har sendt marinesoldater til både Sudan, Libyen og Yemen for at øge sikkerheden om USA's ambassader.
/ritzau/