Millioner af rejsende fra lande, der er fritaget for visum, skal søge om godkendelse til at komme ind i et Schengen-land, før de tager afsted.
Det foreslår EU-Kommissionen onsdag i et udspil til et nyt europæisk rejseinformations- og godkendelsessystem, der kaldes Etias.
Meningen med det nye system, der vil tjekke rejsende i en stribe databaser, er at lukke smuthuller og øge sikkerheden i en tid, hvor Europa er truet af terror.
Systemet skal også bruges til at forhindre ulovlig migration og stoppe folk, der kan udgøre en fare for den offentlige sundhed.
EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, siger, at det er EU's første prioritet at holde styr på grænserne og beskytte borgerne.
- Etias vil lukke et informationshul ved at krydstjekke visumfritagede ansøgeres information i alle vores andre systemer, siger Timmermans.
Det nye system vil sikkerhedstjekke rejsende fra i øjeblikket omkring 60 lande, der ellers er fritaget for krav om visum, før de tager ud på turen.
Processen vil tage et par minutter, mens den rejsendes navn og data bliver kontrolleret i store europæiske databaser, herunder i Schengen-systemet, Europol og Interpol.
EU's migrationskommissær og indenrigskommissær, Dimitris Avramopoulos, siger, at Etias er det manglende led i kontrollen med de ydre grænser.
- Det åbne Europa vil ikke være på bekostning af sikkerheden, siger han.
Det kommer til at koste 5 euro (omkring 37,50 kroner) at indhente en forhåndsgodkendelse til indrejse.
Godkendelsen gælder så i op til fem år, eller indtil passet udløber, foreslår EU-Kommissionen.
Pengene skal gå til at finansiere den nye europæiske indrejsekontrol, der ventes at være klar i 2020.
Det nye europæiske Etias-system er inspireret af et tilsvarende amerikansk såkaldt Esta-system.
Etias står for European Travel Information and Authorisation System.
EU's justits- og indenrigsministre skal fredag diskutere det nye udspil på et møde i Bruxelles.
/ritzau/