Ungarns nye grundlov er så upopulær i EU, at EU-Kommissionen nu truer den ungarske regering med både økonomisk straf og en tur for EU-Domstolen.
Landets nye grundlov er under kritik for at true uafhængigheden af både Ungarns retssystem og nationalbanken.
"Som forsvarer for traktaterne er Kommissionen forsat bekymret over, at en række af de nye bestemmelser kan være i strid med EU's lovgivning," skriver Kommissionen på sin hjemmeside.
Det skriver Politiken.
Hermed understreger Kommissionen, at den ikke vil tøve med at trække Ungarn for en domstol.
"Hvis det viser sig, at der er problemer i lovene - med nogle af kerneværdierne i Europa - kan vi jo ikke lade det ligge af hensyn til økonomien. Sådan er spillet ikke," siger klimakommissær Connie Hedegaard til Politiken.
Kommissionen bakkes op af Danmarks europaminister, Nicolai Wammen (S).
"Det er afgørende vigtigt, at alle lande lever op til de fælles spilleregler. Derfor er der ikke plads til, at et land laver love, som er i direkte strid med det, EU står for," siger han til Politiken.
Kilde: Politiken, Wall Street Journal