EU-professor om britisk udskydelse: May trækker bare pinen ud
BRITAIN-EU-POLITICS-BREXIT Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Theresa May har udskudt afstemning om EU-aftale for at drøfte ændringer af den såkaldte bagstopper.

Det er mest af alt udtryk for desperation, at Storbritanniens premierminister, Theresa May, har udskudt afstemningen om en udtrædelsesaftale med EU.

Det mener EU-professor ved Københavns Universitet Marlene Wind.

- Aftalen er bestemt ikke blevet mere realistisk af, at den nu bliver udsat. Det ser meget svært ud for hende. Jeg tror egentlig bare, at hun trækker pinen ud.

- Hun kan ikke finde opbakning til den, og jeg tror heller ikke på, at hun kan finde opbakning, selv om hun kommer hjem med nogle mikroskopiske indrømmelser fra Bruxelles, siger Marlene Wind.

I en tale i det britiske underhus mandag afslørede May, at tirsdagens planlagte afstemning udskydes. Det gjorde hun, fordi der var udsigt til, at den ville blive nedstemt med "en betydelig margin".

Samtidig fremlagde hun en plan om at holde samtaler med EU-ledere for at opnå ændringer af aftalen i forhold til den såkaldte bagstopper.

Det er særligt striden om bagstopperen, der står i vejen for May.

Bagstopperen er et centralt punkt i brexitaftalen, da den skal hindre en hård grænse mellem det britiske Nordirland og EU-landet Irland.

Mandag aften understregede EU-præsident Donald Tusk på Twitter, at unionen ikke vil forhandle igen om hverken aftale eller bagstopper.

Tusk skrev dog også, at EU er klar til at hjælpe May med at få aftalen godkendt. Men det er næppe nok, vurderer Marlene Wind.

- Det ville nok være et eller andet kreativt, man kommer op med, som skal se ud af noget, men reelt ikke er noget, lyder det fra professoren.

- Selv om man skulle finde på kosmetiske ændringer til den politiske erklæring, som følger med udtrædelsesaftalen, tror jeg ikke på, at det vil kunne tilfredsstille hendes bagland, siger Marlene Wind.

/ritzau/

/ritzau/