Hele foråret har en række debattører og politikere råbt op om behovet for en børneombudsmand, der skal sikre, at børn får den bedst mulige behandling af det offentlige herhjemme.
Og i EU-valgkampen rejser Socialdemokraterne rundt med et lignende forslag. Således vil Christel Schaldemose have en børnekommissær, som på lignende vis skal sikre europæiske børns rettigheder.
"Vi ved, at der er stor fattigdom i EU. Hvis ikke vi finder ud af hvad problemet er, så kan vi ikke gøre noget for at sikre vores børn. På nogle områder er det et EU-anliggende, og på nogle områder er det et nationalt anliggende," siger EU-kandidat Christel Schaldemose til Newspaq.
Venstre spidskandidat Jens Rohde mener, at børnene hovedsagligt er et nationalt anliggende.
"Jeg er slet ikke så begejstret for, at vi begynder at bede EU om at beskæftige sig en hel masse med vores børn," siger Venstres Jens Rohde til Newspaq.
Christel Schaldemose er med på, at alt ansvaret ikke skal lægges over til EU. Det vigtigste er, at der handles, understreger hun.
"Det er ikke så vigtigt for mig, om lovgivningen ligger det ene eller andet sted. Det vigtigste for mig er, at vi gør noget for at tage hånd om vores børn,"
Dansk Folkepartis spidskandidat Morten Messerschmidt er ikke meget for at der skal lovgives specielt for børn og unge.
"Jeg synes ikke, man skal indrette ministerier og kommissioner efter befolkningsgrupper. Jeg ville da være meget ked af, hvis der var én som skulle sidde og lave politik for dem mellem nul og 18 år, og så videre," siger han.
Hos de venstreorienterede EU-skeptikere i Junibevægelsen siger spidskandidat Hanne Dahl:
"Hvis vi får en børnekommissær, så tror jeg ikke, han kommer til at arbejde for meget andet end at sørge for, at børneprodukter kan handles frit på det indre marked."
En rundringning til kandidaterne viser dog samtidig, at samtlige opstillede spidskandidater støtter op om EU's indsats over for giftstoffer i legetøj.