Et forslag fra den norske regering om at øge tolden på kød og ost vækker alvorlig bekymring i EU. Norge sagde for 40 år siden i en folkeafstemning sagde nej til medlemskab.
- Det var en overraskelse at læse om dette forslag i avisen. Jeg er skuffet. Det er et klart brud på intentionen i den aftale, der trådte i kraft i januar i år, siger EU's ambassadør i Norge, János Herman, til avisen Aftenposten.
Herman refererer til Artikel 19 i EØS-aftalen, som blev genforhandlet for to år siden. Aftalen siger, at parterne skal arbejde for en fortsat liberalisering af handlen med landbrugsprodukter.
EØS-aftalen er en økonomisk samarbejdsaftale mellem de 27 EU-medlemsstater og tre EFTA-lande, Norge, Island og Lichtenstein, men ikke Schweiz, som stadig er medlem af frihandelsorganisationen, EFTA.
- Denne aftale blev forhandlet på plads i god tro. Den ændring, som den norske regering skitserer her, mener vi, er i strid med intentionen bag aftalen, nemlig at arbejde for liberalisering af handel med landbrugsprodukter, siger han.
EU er nu i kontakt med de norske myndigheder for at få klarhed over alle detaljerne. Begge parter har en forpligtelse til at konsultere hinanden, hvis der er vanskeligheder med at gennemføre aftalen.
- Hvis Norge virkelig gennemfører dette ... ja, så vil der komme reaktioner. Jeg ved ikke, hvad reaktionerne bliver, men det her tager vi meget alvorligt, siger Herman.
I maj i år skrev EU-Kommissionen et brev til det norske landbrugsministerium om sagen.
"Jeg håber, at de ovennævnte argumenter vil bidrage til at undgå en situation, hvor man bringer landbrugsaftalen mellem EU og Norge i fare på grund af ensidige initiativer fra Norges side, noget vi bestemt vil reagere på," hedder det i brevet fra EU til Norge.
/ritzau/NTB