Christian Eriksen huggede resolut til en løs bold i feltet og bragte Manchester United foran 1-0 mod Twente på Old Trafford onsdag aften.
Desværre for danskeren og hans holdkammerater endte det 1-1 mod hollænderne i første runde af Europa Leagues nye ligaspil.
Efter 67 minutter tøvede Eriksen alt for meget og tillod svenske Sam Lammers at hapse bolden, hvorefter han bankede den i nettet til slutresultatet.
Den danske playmaker startede for fjerde kamp i træk på Uniteds midtbane og spillede 79 minutter, mens Rasmus Højlund kom ind fra bænken, da landsmanden gik ud.
Også andetsteds i Europa League markerede danskere sig.
Landsholdsangriber Kasper Dolberg brød halvanden måneds måltørke, da han meget sikkert omsatte et straffespark til 2-0 i Anderlechts 2-1-sejr over ungarske Ferencvaros.
Mathias "Zanka" Jørgensen spillede desuden en stærk kamp i belgiernes centrale forsvar, og forsvarsspilleren Stefan Gartenmann fik det sidste kvarter for gæsterne.
19-årige Villads Nielsen spillede hele kampen i Bodø/Glimts centrale forsvar, da nordmændene overraskede med 3-2 over Porto trods 40 minutter i undertal efter en udvisning.
I den anden ende af banen strålede angriberen Kasper Høgh med et flot åbningsmål, og siden assisterede den tidligere Randers- og AaB-angriber også den dobbelte målscorer Jens Petter Hauges 3-1-træffer.
Gustav Isaksen kom ind efter 57 minutter for Lazio, som bankede Dynamo Kiev 3-0 i Hamburg.
Endelig fik Elias Jelert en sen indskiftning, og Victor Nelsson blev på bænken, da Galatasaray hjemme slog Paok 3-1.
/ritzau/