I virkeligheden er væggene i Erik Clausens køkken på Vesterbro nærmest tapetseret med filmpriser. Nogle af dem kommer fra ganske små filmfestivaler, som almindelige dødelige aldrig har hørt om, mens andre priser emmer af rød løber og blitzlys.

»Af en eller anden grund kan de godt lide mine film i Frankrig,« siger Erik Clausen og hælder cognac op i et lille sølvbæger med et: »Det er vel weekend.«

Den drævende, københavnske dialekt og hans image som den selvbestaltede gadedreng i dansk film står umiddelbart i kontrast til de rosende udtalelser fra distingverede franske jurymedlemmer.

»Jeg går ind for alt, der kan stimulere mine nedarvede mindreværdskomplekser. Det er sjovt at have trofæer,« siger han med et af sine skæve smil inde fra det gråsprængte skæg.

Erik Clausen er tydeligvis glad for sin nye film Ledsaget udgang . Allerede inden premieren tøver han ikke med at kalde den for en sine bedste. Og så er han i øvrigt også glad for sit eget ansigt. Den selvlærte instruktør er efterhånden blevet 64 år, og det ses.

Malet op i et hjørne

»Jeg er glad for at se, hvor brugt jeg ser ud i ansigtet. Det gør virkelig, at jeg kan spille rollen som John, der har horet og drukket hele sit liv, med overbevisning. Det kan man ikke, hvis man ligner en bankfunktionær,« siger Clausen og begynder at gruble over, hvordan en mand med hans udseende kan gå ind og tage den ene hovedrolle efter den anden.

»Selvfølgelig har det en komisk effekt, når jeg nu ikke ligner en helt, men en taxachauffør, som lige har fået stjålet sin Mercedes. Det er jo Klodshans-effekten om igen.«

En del af forklaringen på hovedrolle-stimen kan måske være den, at Erik Clausen som regel spiller hovedrollen i sine egne film. Ifølge ham selv er det i hvert fald slut med at være med i film, hvor han ikke selv står både foran og bag ved kameraet. Udtrykket en rigtig Clausen-film har malet ham op i et hjørne.

»Hvis jeg lavede en film, som jeg ikke selv var med i, så er der sgu nok mange, der ikke ville gå ind og se den. På den måde er jeg blevet fanget i mit eget net, men jeg anser det stadig for et privilegium at lave film.«

Mental revolution

En rigtig Clausen-film har traditionelt kredset omkring arbejderklassen og tabet af god, gammeldags solidaritet. Ledsaget udgang er ikke nogen undtagelse.

Men er der virkelig brug for at lave den slags film i 2007?

»Der er i hvert fald behov for at lave film om tab og nederlag, som du vender til en sejr. Mange af de ting, som vores bedsteforældre kæmpede for, er jo opnået. Den nye generation er ligeglade med et ekstra børneværelse. De går mere op i at få det mentalt bedre ved at gå i terapi og til psykolog, og det anser jeg for en styrke. Mit erklærede mål er at arbejde for en mental revolution. Vi skal udvide vores mentale evner uden at blive religiøse,« siger Clausen.

Klassekampen er altså skiftet ud til fordel for et mentalt sundere helbred, men Erik Clausens opvækst i et arbejderhjem i Sydhavnen fornægter sig ikke.

På spørgsmålet, om han så kunne bo i Gentofte, når nu klassekampen er aflyst, lyder der et hurtigt »nej« ovre fra den anden side af køkkenbordet.

»Dybest set er jeg ligeglad med Vesterbro, selvom jeg bor her i øjeblikket. Det der betyder noget er, hvordan jeg har det med min nabo, men jeg sætter grænsen ved Gentofte. Deroppe er der for mange, der tager fejl af livsglæde og selvglæde, og det gider jeg sgu ikke.«