Når regeringen tirsdag fremlægger sit udspil til finansloven 2014, vil der være afsat 800 millioner kroner i nye midler til miljø,- klima- og naturindsatsen.
Men det foreslåede millionbeløb er langtfra tilstrækkeligt til at dæmme op for de problemer, der er på området, mener Per Clausen, gruppeformand i Enhedslisten.
- Set i lyset af de store udfordringer, vi står over for på miljø- og klimaområdet, så synes jeg ikke, at det foreslåede beløb er tilstrækkeligt. Jeg tror ikke, at vi kan løse alle problemerne med det udspil, som regeringen kommer med, siger han.
Per Clausen hæfter sig ved, at der stadig er tale om et udspil, og at regeringen trods alt først skal forhandle den samlede finanslov hjem sammen med sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten.
De foreslåede 800 millioner kroner skal efter planen fordeles over en fireårig periode mellem Miljøministeriet, Klimaministeriet og Fødevareministeriet.
Per Clausen foreslår i stedet, at regeringen vælger at bruge 800 millioner kroner om året i løbet af hvert af de fire år, sådan at miljøproblemerne kan løses mest effektivt:
- Efter min opfattelse er der brug for noget ekstra, hvis vi skal sikre en effektiv og grøn omstilling.
- Derudover vil en sådan investering være et rigtig vigtigt element til at skabe flere arbejdspladser i Danmark, og det kræver efter min mening en større indsats end det, regeringen lægger op til, siger han.
Gruppeformanden vil ud over et større pengebeløb have sat gang i ambitiøse planer for klima- og ressourcebehandling. Især en stigende forurening i de danske storbyer er vigtig at komme til livs, og det kræver en større investering fra regeringens side.
- Her og nu vil jeg sige, at der ikke er sammenhæng mellem regeringens foreslåede pengebeløb, og så de problemer, vi står overfor på miljøområdet, pointerer Per Clausen.
/ritzau/