Selv om det er ved at være længe siden, at 96 Liverpool-fans blev klemt ihjel på fodboldstadionet Hillsborough i Sheffield, så er episoden ikke blevet glemt.
På tirsdag er det 25 år siden, at FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest udviklede sig til en katastrofe, og det markerer engelsk fodbold på en helt speciel måde.
Samtlige seniorkampe, der spilles fra fredag til tirsdag, er blevet rykket syv minutter frem.
Årsagen er, at kampen dengang blev afbrudt efter seks minutters spil, og så har man lagt et ekstra minuts stilhed oveni.
Det betyder blandt andet, at topopgøret mellem Liverpool og Manchester City først går i gang klokken 13.37 på søndag i stedet for 13.30, som det oprindeligt var meningen.
Liverpool-manager Brendan Rogers er forberedt på at skulle spille en emotionel og måske titelafgørende kamp.
- Jeg ved, at der er 96 oppe i himlen, som altid vil holde med dette hold, sagde han efter weekendens 2-1-sejr over West Ham.
21. april markerer Liverpool jubilæet for katastrofen med en opvisningskamp, der har deltagelse af en stribe klublegender - herunder Jan Mølby, der også var på holdet i den skæbnesvangre kamp i Sheffield for knap 25 år siden.
/ritzau/