Dennis Meyhoff Brink anklager i sin Nyhedsavis-blog danskforkæmpere for at være »snæversynede« og hævder endvidere, at dansk »aldrig har været brugbart i videnskabelig sammenhæng«. Det er det værste ævl. Én ting er, at engelsk er det foretrukne sprog, når forskere mødes internationalt, og at det derfor er en oplagt fordel at beherske sproget, men ud fra dette at udlede, at dansk er videnskabeligt insufficient...

I forhold til engelsk og kinesisk er dansk rigtig nok en dværg, men hvis vi sammenligner med de fleste af jordens cirka 6.000 sprog, bliver det en kæmpe. Og da akademiske værker som regel læses, forøges nedslagsfeltet yderligere. Langt de fleste (voksne) nordmænd kan læse dansk, det gælder også for færingerne, og i mindre grad for grønlænderne, islændingene og svenskerne. Jeg vil anslå, at 12-15 millioner mennesker er i stand til at læse Meyhoff Brinks blog.

Værre er det ikke

Under alle omstændigheder vil jeg påstå, at Meyhoff Brink forfægter et potentielt farligt videnskabssyn. Hvis man kun skulle skrive det, der kan nå ud til store læserskarer, hvor ville der så blive af de alternative tanker? Platon, Shakespeare, Goethe – de ville ikke have skrevet et klap med dén indstilling. Virkelig gode ideer vinder altid frem – banebrydende forskning på dansk vil også blive oversat. Værre er det ikke.

Ethvert naturligt sprog (inklusive engelsk) er oprindeligt en »provinsiel dialekt«, udsprunget af nogle regionalt betingede forhold. Meyhoff Brink nævner selv, at »forskellige sprog udgør forskellige måder at se verden på«, men han tager ikke konsekvensen af sine ord. Det måtte jo netop være, at den danske måde at se verden på har en egenværdi, som på et eller andet tidspunkt kan komme videnskaben til gavn. Jeg tror ikke, at for eksempel Søren Kierkegaard ville have skrevet og tænkt på den helt samme måde, hvis han havde gjort det på engelsk.

Uvidenhed på dansk

I et længere perspektiv har verden stadig brug for det danske blik , og det kommer nu engang klarest til udtryk via dansk. »International« betyder »mellem nationer«. Hvis vi glemmer dansk på samfundets vigtigste arenaer, så er der til slut ingen danske særheder at komme efter. Hvis man med »internationalisering« forstår det, at man erstatter dansk med engelsk på stadig flere områder, så er det overhovedet ingen »inter-nationalisering«, men engelsk nationalisme i praksis.

Vi har brug for engelsk, men vi har næppe brug for mere engelsk. Jeg har talt med filosofistuderende, der knap nok vidste, hvad de elementære begreber hed på dansk, fordi så meget af undervisningen foregik på engelsk.

Det, vi har allermest brug for lige nu, er en øget bevidsthed om, at også »det gamle danske sprog« har en værdi i en globaliseret verden. Når den bevidsthed først er plantet, kan man gå i gang med at blive multisproget.