Engell: Per Ørum er færdig i politik

Med sit farvel som Kristendemokraternes formand er Per Ørum Jørgensen færdig som politiker, mener Hans Engell.

Der er ikke mere at komme efter for Per Ørum Jørgensen, der onsdag vinkede farvel som formand for Kristendemokraterne, fordi han ikke får opbakning fra Vestjyllands storkreds, hvor partiet står stærkest.

Sådan siger politisk kommentator Hans Engell om fremtidsudsigterne for den 41-årige politiker.

- For Per Ørum er den politiske karriere slut. Han var konservativt folketingsmedlem og gik efter en periode som løsgænger over til Kristendemokraterne. Det lykkedes ikke ved folketingsvalget, og siden har meningsmålingerne ikke været gode, siger Hans Engell.

- Nu er der intern modstand, så der er ikke noget at komme efter. Så han skal til at koncentrere sig om noget andet i tilværelsen end politik

Ved folketingsvalget vandt Per Ørum Jørgensen ikke et vestjysk kredsmandat, og Kristendemokraterne fik kun 0,8 procent af stemmerne.

Partiet er nu igen i krise efter formandsopgøret kun et år før kommunalvalget, mener Hans Engell.

- De mister et kendt ansigt. Han har ikke været den store stemmesluger, men de fik godt 30.000 stemmer ved folketingsvalget. De skal bygge noget helt nyt op. Det kan både være deres chance og deres fallit, siger han.

Omvendt kan det være Venstres chance, hvis Kristendemokraterne knækker. Lars Løkke Rasmussen var blevet statsminister i stedet for Helle Thorning-Schmidt (S), hvis de vestjyske vælgere havde stemt til Venstre i stedet for på Kristendemokraterne.

- Spørgsmålet er, om Kristendemokraterne overlever. Hvis de ikke havde været der, og flertallet af deres stemmer var gået til andre borgerlige partier, så havde Lars Løkke vundet folketingsvalget. Forskellen mellem rød og blå blok var ikke større, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.