Fornylig fik jeg et nydeligt brev fra fra et kommunalt mangfoldigheds-projekt (hør englene synge!) under Københavns Kommune. »Med venlig hilsen – Torkil Lauesen«, stod der. Lauesen...Lauesen, hvem er nu det.
7. juli 1980. En 66-årig bankdirektør fra Forstædernes Bank sidder i sin have, hans kone og otte-årige barnebarn står i køkkenet.
Tre mænd dukker op. Familien bliver bagbundet og kneblet. Kvinden og barnet bliver slået med knytnæve og lænket. Barnebarnet knebles med elastikbind og fik tape for munden.
I tre timer forsøger kidnapperne at få bankdirektøren til at hoste op med 30 millioner fra hans bank. Direktøren bliver slået og truet med, at hustruen og barnebarnet bliver dræbt. De fik aldrig pengene. Mange år senere fortæller barnebarnet, at Torkil Laursen »med sikkerhed« var en af de skyldige. Han blev dog aldrig dømt.
3. november 1988. Røveri mod postkontor i Købma- gergade i København. En betjent biver skudt og dræbt – af Torkil Lausen eller en af hans venner. Ingen dømmes for mord.
10 års fængsel for postrøveriet fik morderne – og er nu på fri fod.
Den kommunalt ansatte Lauesen ville ikke fortælle, hvem morderen var, for så havde drabsmanden fået fængsel på livstid. »Det ville have været urimeligt, for betjenten blev ikke dræbt med vilje,« sagde han.
Lauesen og hans venner er blandt Danmarkshistoriens mest forhærdede kriminelle, de boede i en lejlighed spækket med våben, der formentlig var tiltænkt terrorister i Mellemøsten, de blev sat i forbindelse med en række røverier. De var uden skrupler, de angrede ikke, de var fløjtende ligeglade med en ung politibetjents død.
Nu sidder Torkil Lauesen ansat i Københavns Kommune. Han har udstået sin straf, intet formelt kan bebrejdes kommunen. Vi andre må nøjes med at kaste op, når Lauesen taler om »mangfoldighed,« »respekt« og »plads til alle«.