I samarbejde med Sara Schlüter

I ”Harry Potter og Fønixordenen” vender Harry Potter tilbage på sit femte år på skolen Hogwarts, blot for at opdage, at hele troldmandsverdenen har vendt sig mod ham og tror, at han var skyld i vennen Cedric Diggerys død året før – et drab som den onde Voldemort stod bag.

Men ingen vil tro på Harry, og da slet ikke på, at den onde troldmand er tilbage. Og mens Dødsgardisterne – Voldemorts støtter – træder frem fra deres skjul, forsvinder Dumbledore, der af Ministeriet for Magi er blevet sat under supervision.

Dolores Nidkjær fra ministeriet overtager hvervet som rector på Hogwarts. Hun vil ikke have, at eleverne lærer at beskytte sig mod mørkets kræfter, og derfor starter Harry på opfordring fra Ron og Hermione ”Dumbledores hær”, hvor Harry underviser flere af vennerne i at kæmpe mod mørkets kræfter. Noget de får hårdt brug for….

En tidsrøver 

Bogen er lidt af en tidsrøver, det er den længste i serien, og filmen vil så gerne, men mangler den tid og fordybelse, som der er plads til i en bog. I slutningen med den store konfrontation sidder man nærmest tilbage med en følelse af, at instruktøren David Yates var løbet tør for tid og pludselig skulle slutte. For filmen kunne sagtens have varet en time mere.  Mens de tidligere film har fået en til at sidde ude på kanten af stolen i ren spænding, så minder konfrontationen med Voldemort om en slem gang venstrehåndsarbejde, der slet ikke får pulsen op.

I “Harry Potter og Fønixordenen” går Harry også fra at være en lille dreng til at teenagerlivet med alt hvad dertil hører. Teenageforelskelse og det første kys. Men den side af Harry, virker det som om at instruktøren glemmer i hasten for at få projektet rundet af.

Sommerfugle i maven 

Til gengæld er filmen lige så fantastisk flot, som er kendetegnet for Harry Potter-filmene. Især da Harry sammen med medlemmer af Phønix-ordenen flyver henover Themsen på deres koste. Det er lige før turen giver sommerfugle i maven, når kameraet følger de hurtigt flyvende troldmænd. 

Den Oscarnominerede skuespillerinde Imelda Staunton stjæler billedet i en stor del af filmen i rollen som Dolores Nidkjær. Hun er helt fænomenalt castet. Hendes kontor er et orgie af lyserød, hvor alle vægge er beklædt med katteudsmykkede porcelænsplatter, og der bare er så fint så fint. Rummet for udsigten til et møde med Voldemort til at virke helt behageligt.

Undertegnedes favorit er dog Evanna Lynch i rollen som den halvskøre Luna Lovegood. Pigen, som ingen rigtig tør være venner med. Men imellem hende og Harry opstår der et sært fællesskab, fordi de begge har oplevet døden tæt på. Luna Lovegood er så kær og sært livsbekræftende, især da hun opdager, at nogen har stjålet alle hendes ting og til det blot konstaterer med et smil ”Det er jo bare for sjov”. En så positiv livsindstilling kan man kun komme ud af biografen og have lært noget af.

To universer 

”Harry Potter og Fønixordenen” er en absolut seværdig film. Og for undertegnede, der er ægte Harry Potter-fans, så kan de komme af sted med meget, bare han kommer op på det store lærred.

Til gengæld skal folkene bag begynde at give Harry tid, så der bliver plads til alle facetter af troldmandslærlingens liv. Det, der gør fortællingerne helt unikke er nemlig, at J.K Rowling formår at beskrive to paralleluniverser samlet i et. Der er Harrys udvikling som teenager og hans udvikling som troldmand. Og enten må og skal manuskriptforfatterne til at satse på det ene univers - eller give filmene mere tid.

For denne gang bliver det altså en underligt overfladisk oplevelse, der på grund af skuespilpræstationerne og de flotte billeder kunne have trukket topkarakter, men ender på middel.

Filmen "Harry Potter og Fønixordenen" har premiere i Danmark fredag.