Det er stadig usikkert hvor mange - eller om der overhovedet var nogen - danskere med på Air France-flyet, der med 99 procents sikkerhed styrtede i Atlanterhavet mandag morgen.
Ved middagstid frygtede man, at én dansker var med på flyet. I løbet af dagen har flere ringet til Udenrigsministeriet, fordi de troede, de havde pårørende på flyet. Nu er risikogruppen igen begrænset til en person. Men Udenrigsministeriet ved det ikke med sikkerhed, før de får passagerlisten fra de franske myndigheder.
"Det er jo flyselskabet, der præcist ved, hvem der gik på det fly. En ting er jo, at man har købt en billet, men man kan jo godt have lavet den om i sidste øjeblik. Eller man kommer måske for sent til flyet," siger kontorchef i Udenrigsministeriet Inge Durant til Newspaq.
Når Inge Durant får fat i den længe ventede passagerliste, kan hun være sikker på, at den er korrekt.
"Og det er også derfor, at den lader vente på sig. De skal tjekke og dobbelttjekke og tjekke igen. Den skal selvfølgelig være 100 procent rigtig," siger kontorchefen.
Der var 228 personer med på flyet, der skulle være landet i Paris klokken 11.15 søndag. 12 af dem var besætningsmedlemmer.